Louise Ring Vangsgaard er folkemusiker med fokus på nordisk og irsk musik. Hun er suppleant i bestyrelsen for Aarhus Folk Festival og sidder også i bestyrelsen for Roots Aarhus. Louise er en af drivkræfterne bag den irske jam på Waxies hver søndag.
Louise har været optaget af irsk traditionsmusik siden sine tidlige tyvere. Hun har deltaget i mange sessions og sommerskoler i Irland og er hvert år igangsætter på den irske ølejr på Omø, hvor der også undervises i dans.
På festivalen står Louise for Slow Session hos Waxies, arrangeret af Roots Aarhus. Her lærer deltagerne irske melodier helt fra bunden, først langsomt og siden i et højere tempo. Der spilles som udgangspunkt uden noder, så melodierne kommer ind gennem ørerne og ud i fingrene.


