Spring til indhold
Portræt af Karen Mose, sanger i Phønix

Workshop

Sangworkshop med Karen Mose

En hel dag med fællessang, der ender på scenen sammen med Phønix

Det er gratis at deltage, men workshoppen kræver tilmelding senest den 21. september. Skriv til malh@km.dk

Skt. Lukas Kirke inviterer til en workshopdag i fællesskabets tegn, der slutter med koncert. Vi begynder klokken 13.30 og er færdige klokken 20.30, og dagen er en del af Aarhus Folk Festival.

Årets sang- og korworkshop ledes af Karen Mose, sanger i Phønix. Karen har et stort repertoire af ballader og folkeviser, som hun har fået ind med modermælken og opvæksten i en folkemusikfamilie.

Folkeviserne har Karen taget med ind i Phønix, der fortolker dem i detaljerige, koncertvenlige arrangementer, stadig med fokus på den gode historie. Phønix har også taget de traditionelle salmemelodier under kærlig folkemusikalsk behandling, og dem skal vi stifte bekendtskab med på workshoppen.

Om workshoppen skriver Karen Mose: »Til workshoppen skal der arbejdes med sange fra Phønix' repertoire, som vi kan synge sammen med bandet til den efterfølgende koncert. Vi skal både synge flerstemmigt og arbejde med at finde ind til en fælles stemme. Vi skal gå ind i sangens historie og også fokusere på swinget og mærke dansen i musikken. Det hele kommer på bedste folkemusikmanér til at foregå på øret.«

Dagens program: klokken 13.30 til 18.00 er der workshop med kaffe og aftensmad undervejs (vegansk og glutenfri), klokken 18.00 til 18.30 er der generalprøve med Phønix, klokken 18.30 til 19.00 gør vi klar til koncert, og klokken 19.00 går koncerten i gang.

Aftensmad, kaffe og te er inkluderet i workshoppen, og det samme er deltagelsen i koncerten.